Ansættelsesformer

Ansættelsesformer


For dig, der overvejer privat pasningsordning, og for dig, der overvejer at blive privat pasningsordning. Her kan du læse om de forskellige ansættelsesformer.


Ansat børnepasser

(Pasningsaftale med lønmodtager)


Der er ingen overenskomst på området, hvorfor lønnens størrelse alene aftales mellem børnepasser og forældre.   

I dette aftaleforhold optræder du som arbejdsgiver for den lønmodtager, du har ansat til at passe dit barn. Som arbejdsgiver skal du:

  • registreres med et separat SE-nr. hos Told & Skat
  • tegne en lovpligtig arbejdsskadeforsikring  (forsikringspligten gælder uanset arbejdsstedet) samt erhvervssygdomsforsikring
  • indbetale dit eget og børnepasserens bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)
  • følge reglerne i Lov om ferie følge arbejdsmiljøloven, som har særlig betydning, hvis børnepasseren er under 18 år


Beskrivelse af arbejdsopgaver

Når du og børnepasseren indgår pasningsaftalen, skal I sammen aftale, hvilke arbejdsopgaver der skal udføres. Opgaverne og den tid, der skal bruges på dem, anføres i et pasningsaftaleskema.   


Vær opmærksom på, at pasningstilskuddet udelukkende gives til børnepasning og ikke til andre opgaver som f.eks. rengøring, indkøb o.lign. Ud fra en konkret vurdering af pasningsaftalen afgør kommunen, hvilke udgifter der kan medtages ved beregning af pasningstilskuddet. Ved andet arbejde kan der ske en reduktion af tilskuddet, afhæ ngig af familiens oplyste udgifter.   


Bliver børnepasseren syg

Normalt ansættes børnepasseren månedsvis med løn under sygdom. Der udbetales ikke sygedagpenge fra kommunen, da der skal udbetales løn under sygdom.   


Når børnepasseren holder ferie

Du er ikke forpligtet til at betale løn, når børnepasseren holder ferie, jf. ferieloven. Holder du selv ferie, er lønudbetaling afhængig af den aftale, I har indgået.   


Opsigelse

Hvis ikke andet er aftalt, kan en ansat børnepasser opsiges med 1 måneds varsel til den 1. eller den 16. i måneden.   


Arbejdsgiverforpligtelse

Kommunen har ingen arbejdsgiverforpligtelser i forhold til børnepasseren. Det er dig, der indgår aftale om børnepasningen med børnepasseren og som følge deraf, er det dig, der er arbejdsgiver.   


Kilde: Århus Kommune.


Vil DU være privat pasningsordning?  

Er du interesseret i at blive privat pasningsordning, kan du gerne kontakte en af de private pasningsordninger, der er listet på denne side. De deler gerne ud af deres mange erfaringer.  

 

Dernæst skal du kontakte den offentlige dagpleje i regionskommunen. Se kontaktoplysninger m.m. på kommunens hjemmeside: LINK 

 

Det er kun godkendte private pasningsordninger, der kan optages på listen på denne hjemmeside. Kontakt evt. webmaster, når du er blevet godkendt, hvis du ønsker at være med.  

 

De private pasningsordninger, der står på listen, ejer denne hjemmeside. De er dermed ansvarlige for indholdet.

 

Selvstændig børnepasser

(Pasningsaftale med selvstændig erhvervsdrivende)


I dette aftaleforhold har du købt en pasningsplads hos en selvstændig erhvervsdrivende, der har oprettet en privat pasningsordning. Her vil der typisk være tale om, at du betaler et fast månedligt beløb for pasningen. 


Det er vigtigt, at der i aftalen tages stilling til, hvorledes du skal forholde dig, når børnepasseren holder ferie eller bliver syg. 


Du bør i egen interesse tegne en ulykkesforsikring på dit barn, hvis ikke den selvstændige børnepasser selv har tegnet en ulykkesforsikring, der dækker de børn, der bliver passet efter Frit valg-ordningen. Kommunen kan ikke stille krav om en ulykkesforsikring hos en selvstændig børnepasser, og dermed kan kommunen heller ikke gøres ansvarlig, hvis dit barn kommer til skade. 


Kilde: Århus Kommune.


Generelt

 

Uanset hvilken pasningsordning du vælger, er det en forudsætning for at få tilskud, at du har indgået en pasningsaftale, kommunen kan godkende. 

 

Ud over at kommunen skal godkende pasningsaftalen, skal de også - i samarbejde med dig - vurdere din børnepasser eller pasningsordning samt hjemmet, hvor barnet skal passes. Dette er for at sikre, at de personlige forudsætninger og de fysiske rammer er forsvarlige. 

 

Børnepasseren skal være fyldt 17 år og beherske det danske sprog samt have arbejds- og opholdstilladelse (dokumentation kræves). Godkendelsen kræver desuden, at kommunen indhenter en straffeattest og særlige oplysninger (pædofili) på børnepasseren. Derfor skal børnepasseren underskrive en samtykkeerklæring.  Er børnepasseren under 18 år ved ansættelsen, kræves det, at forældrene underskriver sammen med børnepasseren både på aftalen og på samtykkeerklæringen. 

 

Kommunen foretager den første vurdering og fører løbende tilsyn med din børnepasser.  Tilsynsbesøgene vil være både anmeldte og uanmeldte og kan finde sted, når du ikke er til stede - også selv om pasningen foregår i dit eget hjem. Under tilsynet vil dagplejepædagogen give råd og vejledning om pasningen af dit barn og om emner som kost, leg og børns behov og udvikling. 

 

Du kan ikke få tilskud, hvis :

  • du passer dit eget barn
  • forældre gensidigt passer hinandens børn
  • du for det samme barn har børnepasningsorlov efter de "gamle regler"
  • barnet har en pasning, der er støttet af offentlige midler, dog undtaget ophold i legestuer 

 

Skat

Tilskuddet er skattefrit for dig, men for børnepasseren er det fulde beløb skattepligtig indtægt. 

 

Indkøringsperiode

Du må have tilskud til Frit valg-ordning samtidig med en plads i daginstitution i en indkøringsperiode på op til 14 dage. 

 

Bortfald af tilskud

Retten til tilskud kan falde bort, hvis særlige hensyn taler for, at barnet optages i et kommunalt dagtilbud som en særlig hjælpeforanstaltning efter den sociale lovgivning. 

 

Tilskud bortfalder i øvrigt :

  • når pasningsaftalen ophører
  • fra den dato, barnet begynder i et andet pasningstilbud, der er støttet af offentlige midler
  • den måned, hvor barnet starter eller ville kunne starte i børnehaveklasse 

 

Kilde: Århus Kommune.